Skydebanen
Skydeanlægget
i Kina var STORT. Faktisk helt vulgært stort. På nogle punkter moderne, og på
andre punkter håbløst bagud!
Herover ses 50m banen, den største skydebane jeg nogensinde har betrådt. Alene antallet af baner - 80 af slagsen - er imponerende; men pladsen bagved er direkte vanvittigt. Vi blev enige om, at der fra det sted jeg står og tager billedet, til vinduet i den anden ende, må være ca. 170 meter. På det første stykke når man kommer ind på banen er der lagt marmor som bliver vasker HVER dag. Men derudover ikke brugt til noget som helst. Faktisk omkring 1500 kvadratmeter spild af plads. Men flot så det ud, og når det var fugtigt behøvede man i hvert fald ingen skøjtehal!
Dette billede er tager fra standpladsen. Væggen med to huller der ses kan køres ind foran standpladsen for at skærme for kulden om vinteren. Så skyder man stående ud gennem det øverste hul, og de andre stillinger gennem det nederste. Faktisk en genial løsning, en løsning som var tilgængelig på alle 80 baner!
Men nu vil det vågne øje også se noget knap så genialt...
Jeps, alle 80 baner var udstyret med papskiver!
Man bygger et helt vanvittig baneanlæg med marmor over det hele, uansvarligt højt til loftet og alskens andre surrealistiske ting for at imponere. Og så udstyrer man banerne med papskiver! Ikke engang den slags der kører ind til dig, ikke engang den slags der automatisk kører frem på en rulle. Nej, den slags som man skal skifte manuelt. Det er squ op ad bakke! -.-
Her ses Gitte i færd med at skifte skive på en af banerne.
Så er der ellers gjort klar til at der kan sidde tonsvis at kinesere og skifte skive for skytterne. Arbejdskraften er efter sigende ret billig ;)
Kan kinesere måske slet ikke finde ud af det dersens elektronik? Den imponerende finalebane med elektronisk markering indikerede at det kan de faktisk godt, så hvorfor man udstyrer resten af en
kun halvanden år gammel bane med pap er forsat en gåde.
 |
| Finalebanen med Sius Ascor markering og plads til masser af tilskuere. Her har Stine Pre Event Training før konkurrencen. |
Min egen skydning i Kina
Jeg har
skudt meget i Kina, rigtig meget! Det meste af tiden på papskiver (hvilket er
håbløst forældet i forhold til Danmark). Alt i alt har jeg fået styr på en hel
del ting, specielt i stående som jeg glæder mig rigtig meget til at få afprøvet
i konkurrence herhjemme.
En af de
første dage deltog vi i en stort anlagt træningskonkurrence, som de brugte i
forberedelsen frem mod en landsholdsudtagelse 13. april.
I min
helmatch skød jeg 1134 (374 knælende, 397 liggende, 363 stående). Ikke et imponerende resultat, men dog bedre end i Dortmund, hvilket viser at det går fremad.
Den liggende konkurrence var lige ved at blive rigtig god, men med 10 elendige skud til sidst endte den ret middelmådigt på 618,5 point - I hele point var der 593 med serierne 99 100 98 100 100 96...
I løbet at turen fik jeg ret godt styr på specielt stående, noget jeg håber at kunne bringe med hjem til Danmark.
Den kinesiske træningsform og jeg - en udfordring på visse punkter.
En af
hovedårsagerne til vores besøg i Kina var at afprøve deres træningsform.
Den består
at mange ting, men med et gennemgribende tema er tørtræning, altså træning hvor
man ligger med riflen og ”lader som om” at man skyder, men ikke putter patroner
i riflen!
Jeg hader
tørtræning. Så er det sagt, og det kommer nok ikke som en overraskelse for dem
som kender til min daglige træning. Jeg synes simpelthen at det er hamrende
kedeligt. Gitte og Sidsel som var med på turen er derimod store fortalere for
denne træningsform, hvilket mundede ud i nogle heftige, men yderst interessante
diskussioner. På det punkt var jeg nok den dansker som er længst væk fra
kinesernes træningsform.
Det skal
dog ikke lyde som om jeg hader selve ideen i tørtræning. De højere tanker bag
konceptet giver mening, og alt tyder på at det med det rette mind-set hos
skytten hjælper. Betyder det så at jeg skal til at bruge meget mere end jeg gør
i dag. Svaret er nej, og en forklaring er til dette hører sig til.
For kineserne
er skydning et job. Dem der skyder er som oftest udvalgt til det af staten
fordi de har den rette kropsbygning, samt et godt syn. Det er deres mulighed
for at opnå rigdom og ære via olympiske medaljer. Det er måske deres eneste
chance for at blive til noget ”særligt” i livet, og derfor går de ind i det med
alt hvad de har, og gør selvfølgelig 100 procent hvad de får besked på i jagten
på at komme et lille stykke foran kineseren ved siden af. Vores guide på turen
udtalte at:
”I Kina bliver man som hovedregel pensioneret
som skytte når man er ca. 30. Hvis man undervejs i sin karriere har vundet
medaljer ved fx OL, VM, World Cups eller lign store stævner, så er man
naturligvis sikret, da regeringen finder et passende job til dig.
Hvis man ikke engang har vundet et nationalt
mesterskab fx, ja så står man altså lidt på egne ben!”
Hvad der
ligger mellem linjerne er, at ingen at disse skytter har nogen anden uddannelse
end skydning, og i et land med flere tusinde eliteskytter så er det altså ikke
alle der når at vinde ”bare” et nationalt mesterskab. Så for størstedelen af de
pensionerede skytter kunne resten at tilværelsen sagtens byde på et job som
gadefejer, det er de bare ikke så meget for at indrømme. Derfor adlyder enhver
kineser og gør ALT hvad de kan for at bringe sig selv tættere på medaljer.
Elsker alle kinesiske skytter egentlig skydning?
Jeg tror – og denne udtalelse
står for egen regning – at svaret er nej. Måske lærer de alle at elske det
efterhånden, man hader sjældent noget man er god til, men deres forhold til
sporten er i hvert fald anderledes end mit eget.
For
undertegnede er skydning en hobby. En hobby jeg mere eller mindre planlægger
mit liv efter, men i bund og grund noget jeg dyrker fordi jeg elsker det, og
synes det er sjovt hver eneste gang jeg går på banen.
Jeg skyder
ikke for nogen som helst andres skyld end min egen, og jeg står ikke til ansvar
for nogen. Det betyder, at hvis jeg en dag ikke finder glæden ved det længere,
så stopper jeg bare.
Jeg indser
måske glæden ved tørtræning engang, måske ikke. Men jeg bruger simpelthen ikke
mellem 15 og 20 timer om ugen, samt størstedelen af min indtægt på noget jeg
ikke synes er sjovt. J
Hvorfor er kinesere så vanvittigt gode?
En af
grundede til at man tager til Kina som skytte er simpelthen, at kineserne er så
vanvittigt gode til at skyde. Fx var Qinan Zhu, skydesportens svar på Cristiano
Ronaldo tilknyttet basen. Han vandt OL-guld på luft i 2004, sølv i 2008 og blev
nummer 5 på helmatch i 2012.
 |
Qinan Zhu i aktion, her med en sjælden 9'er på skærmen. Han åbnede luftkonkurrencen med 105.4 106.5 og 105,9 i de tre første serier, nærmest overmenneskelig skydning.
Ovenpå OL-guldmedaljen har han fået en guldbelagt riffel af Feinwerkbau (naturligvis fristes man til at sige). Ydermere har den kinesiske stat gjort ham og hans nærmeste familie til millionærer, de er alle sikret resten af livet.
Vi fortalte at man i Danmark fik 100.000 kr. for en olympisk guldmedalje, som man så skulle betale skat af. Kineserne grinede af os... |
Men er det
så tørtræningen som gør det eller hvad?
Jeg tror at
man kan blive god på mange måder. Der er ikke nogen entydig opskrift på at opnå
verdensklasse, og kinesernes vej dertil at blot en af mange muligheder.
Grunden til
at de vinder så ufatteligt mange olympiske medaljer, World-cups og lignende er
deres uhyggelige træningsmængde!
Et populært
citat lyder ”for at blive virkelig god til noget skal du træne 10.000 effektive
timer”. Det antal timer opnår en kinesisk skytte i løbet af ingen tid i forhold
til os danskere! De har ca. 12 ugentlige træningspas, et formiddagspas og et
eftermiddagspas 6 dage om ugen. Dertil har de fysisk træning 6 dage om ugen.
Jeg kender
skytter i Danmark med ambitioner om at opnå verdensklasse, der måske træner 2
gange om ugen. Der skal ikke meget matematik snilde til for at se
skævvridningen i dette forhold. Man kan naturligvis ikke træne som en kineser,
samt ha’ noget der minder om et socialt liv, samt uddanne sig/arbejde samtidig.
Men groft sagt, jo mere du træner, jo bedre bliver du!
Kina, nu fjoller du!
Kina er et
land der besidder næsten alt, det eneste der mangler skulle da lige være logik,
hvilket jeg nu vil demonstrere gennem eksempler. Man kan sige at der allerede blev afspejlet af deres baneanlæg med papskiver, men her stopper galskaben sandelig ikke.
Dette
billede er taget i markørgraven. Hver skytte havde en knap på standpladsen som
man skulle trykke på for at få skiftet skive. Normal logik ville sige at der
var en lampe som skulle lyse ved den pågældende skive ude under skiverne, men
ak nej. Ved siden af hver eneste skive sad en mikrofon der råbte ”Xie Xie!
(Tak!)” hver gang nogen trykkede på knappen inde på standpladsen. Jeg
understreger at ALLE 80 mikrofoner råbte præcis det samme. Forestil jer et
inferno at lyd og forvirring når der ligger 80 skytter og skyder samtidig. Så havde
en lysende lampe da været nemmere…
Når man
ankommer til Kina skal der udfyldes papirer, mange papirer. Der næste billede
viser lufthavnspersonalet i gang med at tjekke rifler, patroner og papirer.
Når vi
havde skrevet en formular blev den leveret videre til en anden mand, som så
skulle skrive vores formular over i hans formular hvor at vi alle stod samlet. Som
så skulle over på en tredje formular. Til sidst hold vi op med at tælle…
I Kina har
man en speciel drik der hedder risvin. Det smager rent ud sagt elendigt, men de
labber det i sig som var det slik. Når man hedder Stine Nielsen og har været
til OL skal man selvfølgelig skåles med i tide og utide. Stine var høflig og
drak med dem, men hun skal nok ikke smage risvin foreløbigt!
 |
| Stine i færd med at bunde endnu et glas risvin |
I Kina snakker de ikke så godt engelsk for at sige det mildt. Det kan dog undre at man ikke i det mindste finder en engelskkyndig til at tjekke stavning på deres mange oversættelser der i bedste fald er "mangelfulde"
Sidst men ikke mindst så fattede vi danskere simpelthen ikke deres byggekvalitet. Alt som er mere end et år gammelt i Kina er ved at falde fra hinanden! Faktisk ret spændende at betragte, men også en smule skræmmende.
Et eksempel er den BMX-bane som de var ved at opføre mens vi var der. Her snakker vi altså om en
bane der endnu ikke har været brugt.
Startrampen var som det ses allerede begyndt at slå revner. Ligesom alt rækværk i beton på området, skydebanen, de tilhørende bygninger, samt velodromen til banecykling.
Hvor heldig kan man være???
Lige så
meget som jeg faktisk elsker at flyve, lige så stor en prøvelse kan det være at
flyve langt, såfremt at du har en skrigende unge i nærheden, eller at dine ben
kramper pga. pladsmangel. Heldigvis arbejder min fars fætter i lufthavnen, og
han sørgede for at jeg blev opgraderet på udturen, hvilket betød væsentlig mere
benplads, bedre mad, gratis drinks, samt et noget mere tidssvarende
infotainmentsystem!
 |
| Lidt bedre benplads end man normalt forventer i en flyver, samt et sæde der nærmest kan foldes ud til en hel seng! |
Men her
stoppede heldet ikke. Nuvel, på hjemturen skulle jeg da sidde sammen med resten
af holdet på de ”billige” pladser, men som måske den eneste i flyet kom der
aldrig nogen sidemakker valsende ned gennem flyet. Trods heftige protester fra
resten af skytterne havde jeg derfor to sæder at brede mig ud over hele vejen
hjem. Rent held J
Til sidst
skal i da ikke snydes for vores yndige guide Miss Schu, som havde været en
ordentlig tur i byen dagen inden vi skulle hjem og stank af alkohol. I lufthavnen fandt hun dog en
hund med alt fra ble til striktrøje på, det reddede heldigvis hendes dag.
På fredag
går turen til stævne i Berlin. Personligt glæder jeg mig meget, både til at
skyde, men også til at se byen som jeg har hørt mange gode ting om, men aldrig
selv besøgt.
