23. jun. 2013

Shooting hopes Plzen med finaledeltagelse, EM-udtagelser (både med og uden mening) og adskillige rekorder til Helle Åben! ;)


Der er sket så sindssygt meget det sidste stykke tid at jeg ikke har fået holdt bloggen ajour... I dette indlæg vil jeg samle lidt op på det største der faktisk er sket i min foreløbige skydekarriere.
Holdet i Plzen, fra venstre: Matilde, Andreas, Niels, Kristian, Camilla og jeg selv

Shooting Hopes Plzen

Efter hjemkomsten fra Suhl gik der ikke mange dage før tasken atter blev pakket (den nåede vidst egentlig aldrig at blive pakket helt ud) og turen gik til Tjekket med en del af juniorlandsholdet. Her skulle vi deltage i det årlige "Shooting Hopes" stævne, et stævne hvor niveauet normalt er endnu højere end i Suhl, selvom Suhl bliver kaldt verdens største grundet det samlede deltagerantal.

I Suhl havde jeg allerede indfriet en af mine målsætninger for sæsonen, at skulle i en finale i enten Suhl eller Plzen. Men den liggende skydning i Suhl var simpelthen ikke god nok, hvilket jeg var opsat på at revanchere!

Vi boede på pension city i Plzen, et meget centralt hotel. Kristians og mit værelse ses lige over flagene.
Endnu en tur til udlandet i en gammel møgspand, denne gang overlevede motoren da. Det var ikke tilfældet for alt på bussen...
60 liggende (torsdag)
Den første konkurrence var netop 60 liggende, min favoritdisciplin. Da vi skulle skyde lå temperaturen på lige over 20 grader og det var næsten vindstille, præcis som jeg kan lide det!
Skydningen forløb mere eller mindre som jeg gerne ville have den til. Efter en solid åbning i de første ti skud med 103,5 faldt kadencen en smule i de næste tyve skud, og der sneg sig nogle dårlige skud ind. Efter tredive skud havde jeg 309,0 point, fortsatte jeg sådan ville jeg ende på 618,0.. Det er ikke et dårligt resultat, men skulle jeg være sikker på den finaleplads jeg så brændende ville have så skulle der ske noget. Straks fandt jeg ind i "rytmen" og lukkede skydningen rigtig stærkt uden flere udskejelser. Slutresultatet blev:

103,5 102,8 102,7 104,6 103,8 104,5 = 621,9

Da jeg rejste mig som en af de første på skydeholdet vidste jeg godt at resultatet med meget stor sandsynlighed ville placere mig i finalen blandt de otte bedste. Men til min overraskelse kunne jeg se på resultattavlen at jeg førte skydeholdet, en føring der holdt, hvilket gjorde mig til vinder af første skydehold :)
Jeg vandt første skydehold med mine 621,9 point, hele 2,2 point mere end nummer to..
Finalen var mere eller mindre sikker, men andet skydehold skulle også afvikles. Her overhalede Garret Spurgeon fra USA mig med imponerende 624,8 point. Altså gik jeg i finalen som nummer 2 ud af 106 skytter, noget jeg for et år siden aldrig havde drømt om..
Finalen skal til at gå i gang :)
Præsentation af finalisterne, her præsenteres Garret Spurgeon, vinder af indledende runde og senere bronzemedaljen efter finalen.
Jeg lagde stærkt ud i finalen, men måtte knokle med nerver hele vejen igennem, det gav desværre en 9,0 lige i et pulsslag undervejs.
Jeg forlader finalen på en fjerdeplads og henvises til en stol bagved, 4 skud efter er finalen afgjort.
Fordelen ved at blive nummer 4 til et af de sværeste stævner i verden er at man både kan fejre det og trøstespise på en gang.. 500 gram entrecote er aldrig at fornægte...
På hold blev det til en fjerdeplads efter stabile skydninger af Kristian og Andreas på henholdsvis 615,3 og 613,9 point. Niels satte ny personlig rekord med 618,8 point og var sølle 0,1 point fra finalen. Det skulle ikke vise sig at blive sidste gang han måtte tage til takke med den ubarmhjertige 9. plads...

Helmatch (lørdag)
Jeg havde håbet på at kunne leve videre på helmatchbølgen fra Suhl, hvor jeg satte personlig rekord med 1152 point. Undervejs måtte jeg dog erkende at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen. Efter middelmådige 380 point i knælende, gode 396 point i liggende og lidt for lave 366 point i stående endte jeg på 1142 point. Et helt okay resultat, uden at være fantastisk.

Fantastisk var derimod Niels Henrik, der for anden dag i træk skød personlig rekord med 1156 point! For anden dag i træk fik han trukket den utaknemmelige 9. plads ned over ørene, denne gang missede han finalen med 1 slatten krydstier!

Kristian havde som jeg selv en rimelig stabil skydning og endte på 1137 point. På hold blev det til 3435 point, hvilket er ny dansk rekord!!!
Den gamle rekord lød på 3429, og dagen var dermed reddet for alles vedkommende - selvom Niels missede finalen igen. At sætte ny dansk rekord sker ikke hver dag, den gamle rekord havde stået i 11 år!
Med sådan et holdresultat kunne man jo håbe at vi ville få lov stille helmatch-hold til EM, mere om det senere.

Søndag skulle de andre drenge skyde 10m luft, her træner de på luftbanen torsdag.
Kristian lukkede desværre en ellers god skydning ret skidt, men han har stadig to år tilbage som junior og skal nok nå finalerne snart :)
Niels Henrik blev nummer 11 på luft efter en god skydning på 615,5 point. Her ses han med sit elskede stolpekorn. Et temmelig usædvanligt valg, der dog lader til at fungere for ham ;)
Andreas havde en svær start med lukkede godt i de sidste 20 skud.
Damejuniorernes halvmatchfinale. Camilla klarede lige præcis cuttet. Hun SKULLE bruge to 10'ere i de sidste to skud for at kæmpe sig i finalen, så selvfølgelig lukkede hun med de to påkrævede 10'ere!
En glad Camilla forlader finalen som nummer 5
Flere billeder kan findes på Facebook eller under fanen "billeder". Tak for en fantastisk tur til Tjekkiet!

Hele resultatlisten for stævner kan findes HER!

EM-udtagelser

Efter hjemkomsten kom også de endelige udtagelser for juniorerne til EM i Kroatien sidst i Juli. Vi håbede at få lov at stille fuldt hold i begge discipliner efter vores danske rekord på helmatch, samt gode liggende skydninger i Plzen.

Jeg selv er blevet udtaget på både 60 liggende og helmatch, hvilket jeg er super glad og taknemmelig for! Den næste måneds tid står på hård træning, det er ingen hemmelighed at målet er en finaleplads på liggende, hvilket med de rette forberedelser skulle være realistisk..

Niels Henrik blev ligeledes udtaget til begge dele efter sine fantastiske skydninger i Plzen. Stort tillykke til ham!
Kristian blev naturligvis også udtaget, dog KUN på liggende.... Først og fremmest tillykke til ham med udtagelsen til at skyde liggende.
Men at vi IKKE får lov at stille hold på helmatch efter lige at have sat dansk rekord, når han alligevel er dernede for at skyde liggende... Helt ærligt, der er vidst kun en ting at sige til DSkyU i den sammenhæng..
 
Som den eneste damejunior er Henriette Nielsen fra Særslev udtaget til at skyde 60 liggende, stort tillykke til hende også. Hun satte mig blandt andet på plads til den første EM-udtagelse i Herning hvor hun skød imponerende 621,7 point.
 
Den komplette EM-udtagelse kan findes HER!


Åbent stævne Helle

I går, lørdag, gik turen så til Helle for at deltage i deres åbne stævne, stævnet hvor jeg sidste år skød årsbedste i liggende med 594 point.
Vækkeuret ringede klokken 04.25 og det meste af vejen derover overvejede jeg også hvad der dog fik mig til at stå så tidligt op på en lørdag. Senere skulle jeg blive glad for præcis denne beslutning, da jeg skød flere personlige rekorder..

De liggende skydes som bekendt på decimaler i år, men heltalsresultatet bliver stadig arkiveret. Akkurat som i Plzen endte jeg på 621,9 efter stabile serier på:

104,3 103,0 103,4 103,5 103,7 104,0 = 621,9
 
Resultatet er godt, men jeg missede igen Kristians danmarksrekord på 622,7, dammit! ;)
På heltal var det dog en fantastisk skydning, med serieren 100 99 99 99 100 99 fik jeg 596 point! Det er det højeste jeg nogensinde har skudt i en konkurrence, samt det næsthøjeste en dansk herrejunior nogensinde har skudt, hvilket placerer mig på 2. pladsen på alle tiders top-10 rangliste i denne disciplin.
 
På helmatch blev det også til ny rekord. Godkendte 382 point i knælende, rigtig gode 397 point i liggende og gode 374 point i stående gjorde at jeg endte på 1153, et point mere end rekorden i Suhl!
 
Den komplette resultatliste for stævner kan findes HER!
 

Livet udenfor skydebanen

Sidst men bestemt ikke mindst er jeg blevet optaget på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus. Det betyder at jeg flytter til februar, og skal bruge de næste 4 år på at uddanne mig til journalist, en drøm der går i opfyldelse!
Der kommer derved til at være over 250 km til hjemmebanen i Ballerup, heldigvis er der kun ca. 250 m til banen i Århus fra journalisthøjskolen. :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar