25. maj 2013

Ankomst til WC München - Fri træning, sightseeing og jagten på Pepsi Max :D

 
Udsigten fra mit hotelværelse på 11. sal
Torsdag formiddag ankom jeg sammen med Stine Nielsen, Laura Buch, Kenneth Nielsen og Gitte Henriksen som de første fra den danske "delegation" til München. Flyveturen tog sølle halvanden time, så det var til at arbejde med...
Trods flyveturens længde befinder vi os under 200 km fra den Norditalienske grænse, så man kunne jo få den tanke at vejret hernede er en smule varmere end i DK - i så fald tages der grueligt fejl!

Vi er indlogeret på et af de officielle hoteller (Hotel Rilano) hvor undertegnede bor allerøverst på 11. sal, hvilket indtil videre har givet visse logiske udfordringer. Når alle lande vil med den samme bus, eller spise morgenmad på samme tidspunkt, så har elevatoren en 5-6 stop både op og ned - måske trappen skulle bringes ind i overvejelserne :)
Der er masser af interessant arkitektur i München, billedet er taget 100 meter fra hoteller som ligger ca. 5 undergrundsstationer fra centrum.
Dagen fredag bød i første omgang på fri træning for 50m skytterne, det blev til ca. 45 min på banen for hver mand.
Baneanlægget er helt enormt med 100 50m baner. Under selve konkurrencen på søndag skal jeg ligge på bane 92, et stykke fra bane 17 hvor jeg trænede i dag.
Selve konkurrencen bliver på decimaler - Der har været en del snak om at den skulle afvikles på hele point som i "gamle dage", da der er udfordringer med Polytronic markeringsanlægget.

50m banen klokken 8 fredag morgen
Det er første gang jeg skyder i München. Albuemåtten er så at sige "indbygget" i bordet hvilket jeg lige skal vænne mig til, men umiddelbart er det en rigtig god bane at skyde på.
Det blev til 60 skud under dagens træning. Sigtemidlet skulle stilles ind fra en lav 7'er, men derefter virkede det som sådan okay. På de sidste 50 har jeg fem 9,9, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld :)

Warren Potent fra Australien, manden der for få år siden vandt ALT han deltog i. Det er ikke gået så godt det sidste års tid, men man skal aldrig afskrive ham.
Kenneth Nielsen havde også en udmærket træning trods temperaturen på den forkerte side af 10 grader.
Skytterne fra flere af de mellemøstlige lande (her en skytte fra Oman) vælter frem i øjeblikket. Umiddelbart ser vinklen på venstre underarm dog ud til at være faretruende tæt på de minimale tilladte 30 grader fra underlaget der skyder på.
En anden skytte der notorisk er kendt for at ligge helt ekstremt lavt i stillingen, nemlig Guy Starik (som jeg har sammenlignet med Diana fra juniorlandsholdet, som ligger lidt på samme måde) fra Israel, der tidligere har vundet lige præcis Worl Cuppen i München på liggende. I år skyder han dog "kun" som MQS, så de andre israelere må forventes at være nogle hårde hunde...
Damerne træner luft inden slaget skal stå i morgen. Længst til venstre i billedet ses Rikke Mæng, der ligesom jeg selv er World Cup debutant
Rikke Mæng under sin træning
Til World Cups deltager selvsagt skytter fra hele verden, heriblandt en del der som følge af deres tro skyder med tørklæde. Noget vi bestemt ikke er vant til at se i Europa. Jeg forestiller mig også at det må være forholdsvis generende (og varmt) til tider.
Abhinav Bindra, verdensmesteren fra 2006 og OL-mesteren fra 2008 træner luft. Han er den første Inder der nogensinde har vundet en individuel OL-guldmedalje, hvilket har gjort ham til en megastjerne i hjemlandet. Han har skrevet en udmærket bog om sin vej til guldet som jeg købte i Dortmund og kan anbefale!
Efter at have tilbragt hele formiddagen på skydebanen tog jeg videre ind til midtbyen sammen med Kenneth Nielsen, da man hurtigt kan blive helt basket i hovedet af at rende konstant rundt på en skydebane.
Af uransagelige årsager er det nærmest umuligt at opdrive Pepsi Max i München. Efter at have været i tæt på 10 forretninger er det kun lykkedes at finde en som forhandler den gyldne drik, ren skandale!
 
Rådhuset i München
Nede i undergrunden, efter flere uheldige forsøg lykkedes det os at finde hjem til hotellet igen
I morgen står den på Pre Event Training (PET) og tøjkontrol for mit vedkommende. Tøjkontrollen i München er efter sigende nådesløs, så der er en chance for at min forholdsvis nye skydejakke skal tæskes en del for at overholde stivhedskontrollen.
Derudover kunne det være sjovt om der måske blev tid til at se noget luftskydning i løbet af dagen, München er altid kendt for at der bliver skudt vanvittigt høje resultater!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar